søndag, juni 11, 2006
Mærket for livet
Tatoveringer er en spøjs ting. Jeg har altid undret mig over hvorfor folk får sig en tatovering. Ligesom alt andet man synes er fedt lige nu, så går det af mode før eller siden. Det gælder også tatoveringer. Jeg gik engang i Metallica og AC/DC T-shirts, men heldigvis kan jeg i dag bare vælge at lade dem ligge i skabet. Godt man ikke fik en tatovering dengang. Jeg kender en fyr som stod i kø foran tatovørboden på Midtfyns Festivalen i 1993 for at få tatoveret ”Ringe ’93” på overarmen. Heldigvis for ham var køen så lang, at beruselsen nåede at lette. Tænk hvis han haft den i dag! Kærestens initialer er altid en klassiker inden for genren af ting man fortryder før eller siden, og selv om man så bliver sammen hele livet, er det stadig kvalmt… Jeg kan huske, at nogle af de første deltagere fra ”Robinson Ekspeditionen” valgte at få Robinson-logoet tatoveret – gad vide om de stadig er glade for det?
Det der undrer mig allermest når man snakker tatoveringer, er dog de piger, der har valgt at få en ”tribal” (tror jeg det hedder) tatovering hen over lænden. Tatoveringen der efterhånden har fået navnet ”tramp stamp”. Bevares, hvis du var den første der fik en – så fint nok, men dem der har fået en efter de er blevet populære – oh my god – hvorfor? ”Jeg vil være lige så speciel, som mine veninder der også har denne specielle og unikke tusch!”. Det er selvfølgelig rart at vi kan mærke alle de ”specielle” piger, så de er til genkende.
Og stakkels den første pige der fik ideen, som nu bare har en tatovering som alle andre – hun er nok den der i dag har fortrudt det allermest…
Hvem vil seriøst have en tribaltatovering noget steds på kroppen, eller et japansk skrifttegn, eller et sværd på ryggen, eller…? Man kunne blive ved… Alle der har en tatovering forsvarer altid deres ”unikke” mærke, som de selvfølgelig var den første der fik… Det er okay at indrømme at man har fortrudt det! Jeg siger i hvert fald: Nej tak!
Møder jeg en dag Niarn vil jeg dog rose ham for hans mod. Det er ikke mange mænd, der tør få tatoveret deres mandlige bekendtskabers navne hen over brystet…
Gad vide hvem René Gade er?
Det der undrer mig allermest når man snakker tatoveringer, er dog de piger, der har valgt at få en ”tribal” (tror jeg det hedder) tatovering hen over lænden. Tatoveringen der efterhånden har fået navnet ”tramp stamp”. Bevares, hvis du var den første der fik en – så fint nok, men dem der har fået en efter de er blevet populære – oh my god – hvorfor? ”Jeg vil være lige så speciel, som mine veninder der også har denne specielle og unikke tusch!”. Det er selvfølgelig rart at vi kan mærke alle de ”specielle” piger, så de er til genkende.
Og stakkels den første pige der fik ideen, som nu bare har en tatovering som alle andre – hun er nok den der i dag har fortrudt det allermest…
Hvem vil seriøst have en tribaltatovering noget steds på kroppen, eller et japansk skrifttegn, eller et sværd på ryggen, eller…? Man kunne blive ved… Alle der har en tatovering forsvarer altid deres ”unikke” mærke, som de selvfølgelig var den første der fik… Det er okay at indrømme at man har fortrudt det! Jeg siger i hvert fald: Nej tak!
Møder jeg en dag Niarn vil jeg dog rose ham for hans mod. Det er ikke mange mænd, der tør få tatoveret deres mandlige bekendtskabers navne hen over brystet…
Gad vide hvem René Gade er?
Comments:
Jeg har hørt om en rejsemontør, der ikke mente at der fandtes erhverv, der nåede hans eget til sokkeholderne. Det valgte han så at understrege ved at få tatoveret følgende henover brystkassen: "Montør til jeg dør" - den lader vi lige stå lidt...
# posted by 
: juni 12, 2006
: juni 12, 2006
Hørt, hørt.
Jeg så engang tilbage i 1995 en pige, der fik tatoveret Take That's logo på sin behind. Mon ikke hun også er lidt bitter?
Jeg så engang tilbage i 1995 en pige, der fik tatoveret Take That's logo på sin behind. Mon ikke hun også er lidt bitter?
# posted by : juni 12, 2006
: juni 12, 2006
Er det mig, eller HAR Niarn antræk til et par lidt tøsede brystvorter. Ja, det tror jeg nok.
# posted by : juni 12, 2006
: juni 12, 2006
En lille kommentar til "tramp stamp"...
Efter nogle år når rumpen ikke er så fast og indbydende mere ... ja altså sådan noget skidt glider jo ned!
Efter nogle år når rumpen ikke er så fast og indbydende mere ... ja altså sådan noget skidt glider jo ned!
# posted by : juni 15, 2006
: juni 15, 2006
Der er mange gennem tiden der har fortrudt deres tatovering, det er helt sikkert, men lige så sikkert er det, at der er ligeså mange der ikke har fortrudt det. Jeg har selv flere tatoveringer, og den ældste er 11 år gammel, og jeg her til dato aldrig fortrudt det. men lever man et liv hvor man skal overveje alting, og hele tiden spekulerer på om man vil fortryde det senere... Så lever man ikke.
Send en kommentar
